Jeff Ibbo
Jeg har altid tegnet, og i mellemskolen fik jeg maleren Alex Klingspor som tegnelærer. I 1961-62 var jeg et halvt år på kunsthøjskole og med maleren Gunnar Jensen som lærer, boltrede jeg mig i den tids kunstneriske udtryk (pollock, Poliakoff, cobra). I 1964 blev jeg optaget på Kunstakademiet hos Hjort-Nielsen, der gav mig lov til at ud/indvikle mig i tidens nyopdagelse Popkunsten. Med stramme farvestærke tegneseriebilleder, ofte feltinddelte, hvor farverne og deres indbyrdes kombinationer var sat i system, debuterede jeg i 1968-71 på kunstnernes efterårsudstilling og på Charlottenborgs for- og efterårsudstillinger. Op igennem 70erne udviklede denne stil sig til billeder med groteske figurer malet i en ret tænksom stil. I 1979 kastede jeg mig over et rastløst naturalistisk natur og menneskemaleri uden nogen speciel stil, og dette førte mig igen ind i et ekspressivt figurmaleri med aner i flamsk ekspressionisme (De Smet og Permeke) og danske fabulanter som f.eks. Heerup. Med farvede konturer rundt om formerne og store ensartede flader. I 1986 debuterede jeg på ny på Charlottenborg, på K.E.91, og med en hel væg med selvportrætter i Kulturministeriets Udstillingsbygning i Overgaden i 93, sammen med Flemming Born og Steffen Sølberg. Den farvede kontur forsvandt gradvist fra midt i 90erne, for at genopstå som en ofte tynd stregfigur, der er stramt komponeret ind i billedfladerne, som nu er blevet meget stoflige, ligesom de billeder jeg forsøgte at male i begyndelsen af 60erne.